Dette er en beretning om kærligheden til denim, skrevet af Johannes, vores nyeste skribent.
(Fotos af Jonas Bang)
Halvandet år i modebranchen har lært mig en ting eller to; times they are a-changin’, og det sker i sådan en fart, at det ikke er til at følge med. Med den konstante udvikling, fra sæson til sæson, kommer alt det hurlumhej der hører med: dårlige kvaliteter, høje priser, overflødige detaljer, foruden de overfladiske fester og falske grin.
Inden jeg startede i branchen anede jeg intet. Jeg var grøn og blank. Jeg kunne bare godt li’ mine jeans tight og jeg kunne ikke få nok Ben Sherman skjorter. Jeg gik ind til det hele uden den mindste forstand på modeverdenen og med benene godt plantet i den jyske muld, som jeg kort forinden havde forladt. Men Steffen Cramon fik lynhurtigt tændt en gnist i mig – en flammende lidenskab for jeans. Her var alt det jeg, historienørd gennem det meste af mit liv, satte pris på; fortællinger, myter, pionerer, billeder og røverhistorier. Han lærte mig noget nyt hver dag om design, historien bag jeans, kvaliteter og salg af jeans, og når jeg kom hjem brugte jeg timevis på at læse på nettet og i bøger for at få så meget information som overhovedet muligt. Da jeg startede i butik ejede jeg 2 par jeans – i dag har jeg over 30 par, og det er som om, at det tal kun stiger.
Jeg blev fanget af historien, af ånden, af det tidløse design, og det er stadig det, der fascinerer mig i dag. Jeg har boet i USA i en årrække og kommer der ofte, og følelsen af at være amerikaner går igen i mærker som Levi’s, Lee og Wrangler. USA har en enorm forskellighed på tværs af staterne og kysterne, men der er en helt tydelig amerikanskhed som (åbenbart) ikke er til at beskrive, men som kan føles noget så indlysende, når du er i selskab med amerikanere. Den lever i denim og i denimens mytologi, ligesom den amerikanske drøm gør det – pionererne der rejste vestpå og udforskede det nye land, byggede byer, byggede miner, byggede jernbaner og i sidste ende var med til at skabe det USA vi kender i dag. Mulighedernes land. Følelsen af at være amerikaner lever dog ikke kun i det slidte mantra, ”From rags to riches”, men også i nedturene og hjertesorgerne. Byer der lukker og slukker fordi minen ikke har mere at byde på, familien der mister sit hjem fordi manden mister sit job på byggepladsen, moren der græder sig selv i søvn fordi hendes yngste søn er blevet dræbt i Irak, den succesfulde forretningsmand der mister alt hvad han ejer på ét splitsekund. USA har altid levet med op- og nedture og er altid kommet styrket ud af dem, fordi amerikanerne har en evne til at rejse sig sammen og arbejde hårdere. En helt unik pionerånd! Når snakken falder på terrorangrebet den 11. september 2001 i New York, så plejer jeg altid at fremhæve, at ingen anden by på jorden, efter min mening, kunne have rejst sig efter det der skete, men de formåede at komme styrket ud af det. Folk der har været i NY før og efter vil kunne mærke den enorme forandring, og det skyldes denne amerikanskhed. Pioneers! O Pioneers!, som Walt Whitman skrev. Alt dét pakket ned i et par bukser.
På modefronten, så er der ingen Uffe Buchardt, der skal fortælle dig om det ser ud som det skal. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. No last year, no next year. Kroppe er forskellige, jeans er forskellige og folk har forskellige præferencer. Jeans pryder sig ikke med lånte fjer. Der er ingen falske smil eller grin. Det er kærlighed og det kan vare et par år eller resten af livet. Du vil bruge dine jeans morgen, middag, aften, forår, sommer, efterår, vinter og så én gang til. Du vil udsætte dem for ting de måske ikke bryder sig om, men du vil også give dem masser af kærlighed. Når du bruger dem så meget som du gør, så er der ingen, der skal fortælle dig, om det er rigtigt eller forkert. Det er ligesom med så mange andre ting i verden. Du ved bare når den er der.
Jeans er bare jeans, og netop fordi jeans har historien, den kulturelle vigtighed, håndværket, ånden, kvaliteten og designet, så kan jeans tillade sig…ja, bare at være jeans. En overlegenhed og arrogance der bunder i det faktum, at de som kulturobjekt, modeobjekt og håndværk er lysår foran alt andet.
Se, det er dét, det handler om for mig. At selvom jeans er det måske vigtigste stykke mode i nyere verdenshistorie, så er det stadig bare en arbejds- eller hverdagsbuks. Fra minearbejderen i 1870′erne til den rå cowboy i 30′erne, beatniks, mods og rockere i 50′erne og 60′erne, arbejdere i hele verden, og så dig og mig – her 140 år efter det hele startede. Jeg kunne gå i et par jeans og en hvid t-shirt resten af mit liv og være glad – lad Uffe om jakkesættet med de sjove snit, farvede strømper, selvbruner og latterligt skæg. Jeg vil bare ha’ min denim.
Cowboys rule.
Words by Johannes J.
Pingback: Denimhunter | Streetcouture.dk